Fyrværkeri er kategoriseret som et EKSPLOSIV, og tærskelværdier fremgår dermed af bilag 1, del 1, da der ikke er tale om et navngivent stof.
Generelt gælder det for stoffer omfattet af risikobekendtgørelsens bilag 1, at: "Blandinger behandles på samme måde som rene stoffer, forudsat at de overholder de koncentrationsgrænser, der i overensstemmelse med deres egenskaber er fastsat i forordning (EF) nr. 1272/2008 eller dens seneste tilpasning til den tekniske udvikling, og medmindre der specifikt er anført en procentvis sammensætning eller anden form for beskrivelse".
Specielt for pyrotekniske artikler er der i regi af myndighedssamarbejdet på risikoområdet (CCA) lavet en vejledende fortolkning. Heraf fremgår, at hvis NEM er kendt, skal den anvendes ved vurdering af risikobekendtgørelsens tærskelværdier. Hvis det ikke er muligt at få en opgørelse over NEM-vægten, eller der er tvivl om NEM-vægten, må bruttovægten anvendes.
Bestemmelsen i risikobekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, omfatter anlæg og lagre, der drives af Forsvaret. Hvis et anlæg eller lager, der ejes af Forsvaret, anvendes af civile myndigheder eller civile juridiske eller fysiske personer, vil anlægget eller lagret imidlertid være omfattet af risikobekendtgørelsen.
Miljøstyrelsen vurderer ikke, at enhver anvendelse til civilt formål vil betyde, at anlægget eller lagret bliver omfattet af risikobekendtgørelsen. Det må afhænge af en konkret vurdering, hvornår omfanget af anvendelsen til civilt formål får et sådant omfang, at risikobekendtgørelsen skal finde anvendelse, men undtagelsen i § 3, stk. 1, nr. 1, er en undtagelse fra hovedreglen i Sevesodirektivet , og EF-Domstolen har i en sag om en lignende undtagelse i VVM-direktivet (Sag nr. C 435/97, præmis 65) udtalt, at en sådan undtagelsesbestemmelse skal fortolkes indskrænkende og at undtagelsesbestemmelsen kun finder anvendelse, hvis benyttelsen af anlægget er overvejende militær.
Afgørelsen om rækkevidden af undtagelsen kan påklages til Miljøklagenævnet.
Denne udtalelse omfatter ikke spørgsmålet om godkendelsespligt efter miljøbeskyttelsesloven. Der findes ikke en undtagelse for militære anlæg i godkendelsesbekendtgørelsen, der svarer til undtagelsen i risikobekendtgørelsen, og et spørgsmål om eventuel godkendelsespligt er derfor uafhængigt af, om brugen af anlægget eller lageret er civil eller militær.
Nej, kategorierne benzin og naphta, petroleum (herunder jetbrændstof) og gasolie i bilag 1, del 2 listepunkt 34 ”Mineralolieprodukter og alternative brændstoffer” er alle blandings produkter udvundet af råolie. Rene stoffer som for eksempel hexan eller pentan, som ofte indgår i disse blandinger, er ikke dækket af dette listepunkt.
EU- Kommissionen har udgivet en serie spørgsmål og svar på, hvordan direktiv 2012/18/EC-Seveso III skal fortolkes. I afsnit 7.2.3 reference 014 diskuteres, om pentan hører under ”petroleum products” og EU- Kommissionen svarer klart nej.
På baggrund af dette mener Miljøstyrelsen, at et rent stof såsom hexan skal betragtes under de generelle risikovurderinger under del 1 i bilag 1.