Bestemmelsen i risikobekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, omfatter anlæg og lagre, der drives af Forsvaret. Hvis et anlæg eller lager, der ejes af Forsvaret, anvendes af civile myndigheder eller civile juridiske eller fysiske personer, vil anlægget eller lagret imidlertid være omfattet af risikobekendtgørelsen.

Miljøstyrelsen vurderer ikke, at enhver anvendelse til civilt formål vil betyde, at anlægget eller lagret bliver omfattet af risikobekendtgørelsen. Det må afhænge af en konkret vurdering, hvornår omfanget af anvendelsen til civilt formål får et sådant omfang, at risikobekendtgørelsen skal finde anvendelse, men undtagelsen i § 3, stk. 1, nr. 1, er en undtagelse fra hovedreglen i Sevesodirektivet , og EF-Domstolen har i en sag om en lignende undtagelse i VVM-direktivet (Sag nr. C 435/97, præmis 65) udtalt, at en sådan undtagelsesbestemmelse skal fortolkes indskrænkende og at undtagelsesbestemmelsen kun finder anvendelse, hvis benyttelsen af anlægget er overvejende militær.

Afgørelsen om rækkevidden af undtagelsen kan påklages til Miljøklagenævnet.

Denne udtalelse omfatter ikke spørgsmålet om godkendelsespligt efter miljøbeskyttelsesloven. Der findes ikke en undtagelse for militære anlæg i godkendelsesbekendtgørelsen, der svarer til undtagelsen i risikobekendtgørelsen, og et spørgsmål om eventuel godkendelsespligt er derfor uafhængigt af, om brugen af anlægget eller lageret er civil eller militær.